www.woodturning.dk

WoodTurning.dk et forum for alle med interesse i trædrejning
Dato og tid er 04 aug 2026, 15:46

Alle tider er UTC + 1 time [DST ]




Skriv nyt emne Svar på emne  [ 20 indlæg ] 
Forfatter besked
Indlæg: 21 sep 2012, 01:07 
Offline
håbløs træ krammer
Brugeravatar

Tilmeldt: 03 apr 2008, 23:55
Indlæg: 510
Geografisk sted: Ude på landet på Fyn i nærheden af Ørbæk
Motivation
Du vil lave en skål med større højde end 5 cm.
Du vil lave en skål med en flot kurve.
Du vil gerne arbejde med bænken kørende det meste af tiden, uden at stoppe på grund af unødvendige målinger og vurderinger.

Træ svinder ved tørring. Ikke noget problem
Når man vil lave en lidt større skål, kan man ikke få fat i tørt træ uden svindrevner.
Men man kan dreje en skål af vådt træ så stor, som man vil.
Mens den fordrejede skål tørrer, vil den slå sig og blive oval, men træet vil ikke revne, når bare godstykkelse er lille nok.
Siden kan man dreje sin tørre skæve skål rund, og denne vil både holde formen og være uden revner.
Se evt. om svind på
http://w2.ef.dk/tu/0112html/pdf/materie05.pdf
http://www.trae.dk/leksikon/fugtighed-og-trae/

Klargøring af materiale
Man fælder et træ.
Man finder et lovende sted på stammen og skærer en cylinder med ens højde og diameter.
Straks efter udskæringen, marvkløver man cylinderen, d.v.s. skærer på langs gennem stammens midte.
En halv cylinder er råmateriale til en skål.

Hvis der er revner i materialet, kommer de altid fra stammens midte.
Det er nødvendigt at fjerne alt revnet materiale.
Det er nødvendigt at fjerne stammens midte fuldstændigt.
Det er meget hurtigere at fjerne revnet materiale med kædesaven, end med drejejernet, så se ordentligt efter.

Snitfladen på den halve cylinder er et kvadrat.
Tegn diagonalerne, så midten er fundet, skær hjørner af, så der er en ligesidet 8-kant tilbage; skær evt. fra til en ligesidet 16-kant, hvis klodsen er tæt på det største, man kan have over vangerne.
Sæt planskiven på i midten og montér klodsen på drejebænken.

Værktøj og drejeteknikker
Du skal bruge et u-jern med fingernailslibning til alle de næste delprocesser. Kun det ene jern.
Du skal desuden bruge en spændepatron.
Du skal bruge 3 teknikker, som forklares senere:
pullcut, hvor fasen holdes på emnet, og æggen på jernets side bruges,
pushcut, hvor fasen holdes på emnet, og æggen på jernets spids bruges,
skrælleteknik, hvor fasen næsten holdes vinkelret på emnet, og æggen på jernets side bruges.

Metode
Idéen er at dele arbejdsprocessen op i klare delopgaver. En smed ville kalde det momenter.
Delopgaverne bør tilrettelægges, så der bliver færrest mulige stop; d.v.s at arbejdet som helhed skal have så få målinger og så få ændringer af anlæggets indstilling som muligt.
Begyndere standser ofte bænken for at betragte hvor langt man er fra det ønskede; det kan undgås, når man har defineret sin opgave tydeligt, inden man går i gang.

Grundlæggende formgivning: Facetter
For let at kunne opnå at lave en regelmæssig kurve uden flade steder eller knæk, laves skålens profil først som bund, topflade samt 2 større, rette facetter på siden.
De 2 sidefacetter deles op i 4 mindre, siden flere, lige brede små facetter, så den den endelige kurve efterhånden kommer frem. Mere om det senere.

Her kommer tekst og billeder af et stykke ask, fra klods til grovdrejet skål. 21 delopgaver.

1. Bunden skal gøres flad.
Uligevægt kommer altid fra bunden. Derfor skal bunden gøres flad først, så man kan blive fri for vibrationer.
Anlægget skal være vinkelret på vangerne. Tjæk, at emnet løber frit.
Anlægget skal være under midten, gerne så langt nede, som det kan.
Bænkens hastighed skal være så lav som muligt.
Brug pullcut:
Man skal skære med æggen på siden af jernet, ikke med spidsen.
Håndtaget skal vende ned mod gulvet, og enden kan støttes mod låret.
Start fra midten. Læg fasen på materialet, uden æggen tager fat.
Dej jernet mod uret, så begynder det at skære. Træk jernet fra centrum helt ud til kanten.
Spånerne må gerne være 10 mm brede.
Skær hele tiden fra midten, fra rundt mod kantet, så hugger jernet ikke i.
Det kan være nødvendigt at flytte anlægget tættere på materialet 1 gang, men oftest er det ikke påkrævet.

Vedhæftet fil:
1 Start. Pullcut. Anlæg under midten.jpg


2. Tappen laves og barkgrænsen markeres
Når bunden er flad og tilpas stor, lidt under 1/2 af diameteren, laves en grov tap, 1-2 cm større i diameter end spændepatronens mindste indstilling. Tappen skal være 0,5 cm høj. Senere, når emnet løber rundt uden rystelser, skal tappen tildannes mere nøjagtigt.
Nu er bundfladen færdig.

Stop bænken og hold jernet ved den barkgrænse, som er nærmest centrum; start ganske kort igen og drej en rille til at markere grænsen. (Det plejer jeg at gøre, men desværre ikke i denne billedserie.)

Vedhæftet fil:
2 Plan bund med tap.jpg


3. Anlægget flyttes parallelt med barkgrænsen.
Anbring anlægget parallelt med barkkanten.
Nu skal den 1. facet skæres.
Pullcut fra højre mod venstre.
Forsigtige snit til start, 2 mm. Se efter "spøgelsesbilledet", når klodsen snurrer.
Det er ved begyndelsen af dette moment, at den første store risiko for at hugge i findes, fordi man ikke drejer fra rundt til kantet.
Forsigtige snit til start, og hold jernet godt ned mod anlægget, før træet bearbejdes.
Jo tættere man kommer på barkkanten, jo grovere spåner kan man tage. 5 - 10 mm, afhængig af drejebænkens kræfter.
Sørg for at snittene er parallelle med anlægget.
Man er færdig, når rillen eller speedmarkerstregen er væk.
Det færdige snit skal være ret.
Flyt evt. anlægget tættere på undervejs, men det er ikke sikkert, at det bliver nødvendigt.
Kontrollér, at der ikke er bark tilbage på facetten.
Hele denne 1. facet kan laves uden at stoppe bænken på grund af markering af barkkanten.

Vedhæftet fil:
3 Anlæg parallelt med barkgrænse.jpg


4. Anlægget flyttes parallelt med vangerne.
De sidste kanter skal skæres af.
Pullcut. Det er lige godt at starte fra højre eller venstre. Smag og behag.
Sørg for at snittene er parallelle med anlægget.
Man mærker med hånden eller siden af drejejernet om alle kanter er væk.
Det færdige snit skal være ret. Dette er den 2. facet.

Vedhæftet fil:
4 Anlæg parallelt med vanger.jpg


5. Overkanten rettes af.
Anlægget skal ikke flyttes.
Brug skrælleteknik, på engelsk peelingcut:
Start 5 mm fra kanten. Jernets åbning skal være næsten vandret. Man skærer med den nederste æg på jernets side, så angrebsvinkelen mellem fas og træ cirka 85°. Vinklen mellem topfladen og drejestålets håndtag skal være cirka 20°.
Tryk jernet ind i træet fra top mod bund. Når lyden er ensartet, er snittet færdigt.
skær så 5 mm længere inde på fladen, o.s.v., ialt 3 cm bredt er tilstrækkeligt. Ikke mase på, der er lidt risiko for at hugge i.

Nu er skålen rund, i balance og har en topflade, 2 facetter og en bundflade med en tap.

Vedhæftet fil:
5 Overkant rettet af.jpg


6. Markering af kanter
Kanten mellem bunden og 1. facet, samt kanten mellen de to sidefacetter mærkes med en speedmarker.
Der afsættes to nye mærker omkring det første. De nye mærker skal være 1/4 - 1/3 facet bred.
På billedet ses den ene opmærkning. Den midterste lodrette er på kanten. De to andre lodrette viser, hvor de kommende kanter skal være. Den vandrette streg viser, hvor materialet skal skæres væk.
Anlægget er stillet, så det er parallelt med den nye facet.
Kanterne skæres væk med pullcut fra højre mod venstre.

Markeringen ved bunden, som man ikke ser ret godt på billedet, ligner den første: midterste markering er på kanten mellem bund og side, venstre markering er lidt oppe ad 1. facet, højre markering er lidt inde på bunden. Bundens diameter bliver derfor mindre af dette snit. Man skal flytte anlægget for at kunne lave dette snit.

Man ender med en topflade, 4 facetter på siden og en bundflade.

Vedhæftet fil:
6 Markering af kanter.jpg


7. Flere facetter
Er en facet meget bredere end de andre, deles den i mindre, så alle facetter har cirka samme bredde.
På billedet har skålen nu: top, bund og 6 facetter.
Kanterne er tegnet op med speedmarkeren. Der er to prikker om hver streg, 1/4 facet væk; kanterne drejes væk fra prik til prik, stadig med pullcut fra højre meod venstre. Siden har derefter 12 facetter.
Man kan finde en position for anlægsholderen, så den ikke behøver at blive flyttet hele tiden; så kan man dreje anlægget, så indstillingen passer til det enkelte snit.

Vedhæftet fil:
7 Nye kanter markeret.jpg


8. Drej kanterne væk
Kanterne skal drejes væk nu, fra bunden mod toppen af skålen.
Sæt anlægget ca 60° i forhold til vangerne og en anelse (1/2 værktøjsdiameter) under centrum.
Dette et godt tidspunkt at slibe jernet på, hvis det trænger.
Der skal skæres 1 gang med pushcut:
U-jernets åbning skal være vandret og pege væk fra skålen.
Sæt jernets spids i træet ved skålens bund og før jernet med spidsen forrest fra bund til top. Fasen skal hele tiden være på det netop drejede. Jernet skal føres med et regelmæssigt sving, og med let hånd. Hvis man trykker for meget, kan der komme riller. Drej evt. anlægget, når du er halvvejs.
Hvis man har lavet facetterne godt, kan man nøjes med spåndybde på 0 - 1 mm.

Momenterne 6 - 8 kan og bør laves uden at stoppe bænken.

Vedhæftet fil:
8 Kanter drejet væk i ét pushcut.jpg


9. Ret tappen og marker centrum
Tappen fra før skal nu gøres færdig.
Brug pushcut.
Lav tappens diameter 5 - 8 mm større end det mindste, som spændepatronen kan tage. Tag højde for at visse træarter kan svinde væsentligt, så lav endelig ikke tappen for lille.
Lav tappen en smule konisk, så er det lettere at få patronen til at holde fast.
Vær omhyggelig med at lave overgangen mellem tap og bund skarp. Sjusker du her, kan skålen ikke centrere, når den monteres i spændepatronen.
Brug medløberpinolen til at markere tappens centrum. Dette mærke skal bruges, når den færdigdrejede skål om et årstid skal have tappen drejet væk.

Nu er skålens yderside færdig.

Vedhæftet fil:
9 Tap rettet af og mærket med medløber.jpg


10. Montér skålen på spændepatronen
Med tungere emner plejer jeg at sætte spændepatronen på klodsen, inden jeg monterer den på bænken. Spændepatronens vægt hjælper til med at få patronen centreret rigtigt på emnet. Spænd nogenlunde til.
Spænd efter, når skålen sidder på bænken. Kontrollér om den løber rent. Hvis ikke, kan man løsne patronens greb lidt og forsigtigt slå på kanten, til skålen er i balance.
Spænd efter.

Vedhæftet fil:
10 Spændepatron monteret.jpg


Fortsættes i næste indlæg


Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.


Senest rettet af Jens Reinholdt 01 mar 2017, 23:29, rettet i alt 4 gange.

Top
 Profil  
 
Indlæg: 21 sep 2012, 01:16 
Offline
håbløs træ krammer
Brugeravatar

Tilmeldt: 03 apr 2008, 23:55
Indlæg: 510
Geografisk sted: Ude på landet på Fyn i nærheden af Ørbæk
11. Sæt anlægget vinkelret på vangerne
Anlægget skal være så langt under midten og så tæt på skålen som muligt.
Anlægget skal blive her, til skålen er færdig.
Kontroller, at skålen løber frit.

Vedhæftet fil:
11 Anlæg under midten.jpg


12. Ret oversiden af
Brug pullcut.
Skær fra midten mod kanten, bare et par strøg, til oversiden er plan.
Lav et lille konisk hul i midten.

Vedhæftet fil:
12 Top rettes af. Pullcut.jpg


13. Mål skålens højde

Vedhæftet fil:
13 Højde måles.jpg


14. Mål dybden på boret
Dybden = skålens højde minus den planlagte godstykkelse. Denne skål skal have ca. 20 mm godstykkelse, og boret skal derfor ca. 80 mm i.

Vedhæftet fil:
14 Dybde måles.jpg
Billede 14

15. Bor hul som dybdemarkering.
Mit bor er 85 mm langt. Boret skal derfor i, til der er 5 mm tilbage.

Vedhæftet fil:
15 Dybdestop boret.jpg


16. Udhulning fra kanten.
Brug pushcut, så jernet laver en cirka 5 - 7 mm dyb rille 20 - 25 mm fra kanten.
Brug pullcut fra kanten mod midten. Håndtaget skal vende mod gulvet og væk fra dig.
Stop 25 mm fra hullet i centrum. Hvis du skærer helt ind til centrum, kan jernet hugge i.
Gentag et antal gange, og stop hver gang 5 mm inden det foregående snit. Hvis du skærer ind i keglen, hugger jernet i! Stop derfor inden.
På billedet ses, at der er dannet en trappeformet kegle i midten af skålen efter 6 - 7 snit. Der er en del oprevet endetræ, men det er uden betydning nu.

Vedhæftet fil:
16 Udhulning fra kant. Pullcut.jpg


17. Udhulning fra centrum
Brug pullcut.
Start i centrumhullet og træk mod kanten. Håndtaget skal vende mod gulvet og kan støttes på låret.
Når keglen er drejet væk, fortsættes med pullcut fra centrum mod kanten.
Stop det første snit 30 mm fra kanten. Stop de følgende 5 - 7 snit 5 mm før det foregående. Det går ikke at skære ind i det foregående trappetrin, jernet vil hugge i.

Vedhæftet fil:
17 Udhulning fra midte. Pullcut.jpg


18. Kontroller godstykkelse
Hver gang du er nået 2 - 4 cm dybere i, tjækker du om godstykkelsen er i orden.
Kig på ydersiden og vurdér hvor meget skålens diameter bliver mindre, efterhånden som dybden øges.
Yder- og inderkurven skal være parallelle.

Vedhæftet fil:
18 Godstykkelse OK, vinkel.jpg


19. Dybere i
Skift mellem pullcut fra ydersiden og fra indersiden, til bundens godstykkelse er 3 - 4 cm.

20. Måling af bundens bredde
Når du er 3 - 4 cm fra bunden, øverføres bundens bredde på ydersiden til indersiden. Brug øjemål.
På billedet er det en speedmarkerstreg, men jeg plejer bare at dreje en rille.

Vedhæftet fil:
20 Bundens størrelse.jpg


21. Drej ned til bunden
Drej materialet inden for speedmarkerstregen væk. Når det forborede hul er væk, er du ved den rigtige dybde, og bundens godstykkelse er korrekt.
Lav bundens diameter ind- og udvendig ens. Brug evt. passer som hjælpemiddel; men øjemål plejer at være godt nok. På billedet er bundens diameter lige lille nok, det blev rettet straks efter.
Når bunden er færdig, drejes kanten færdig ned til bunden.
Færdig.

Vedhæftet fil:
21 Rigtig dybde nået .jpg


Fortsættes i næste indlæg


Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.


Top
 Profil  
 
Indlæg: 21 sep 2012, 01:21 
Offline
håbløs træ krammer
Brugeravatar

Tilmeldt: 03 apr 2008, 23:55
Indlæg: 510
Geografisk sted: Ude på landet på Fyn i nærheden af Ørbæk
22. Sidste tjæk af godstykkelse
er godt for selvfølelsen, men ikke så nødvendigt.

Vedhæftet fil:
22 Sidste tjæk af godstykkelse.jpg


23. Mærkning
Jeg plejer at notere træart, dato for grovdrejning og evt. hvem der har leveret træet.

Vedhæftet fil:
23 Mærkning.jpg


24. Til tørre
Nu skal skålen tørre.
Det tager 1 år pr 2 cm godstykkelse.
Når træet er meget vådt, skal det tørres lidt forsigtigt til start.
Det vil sige: Ingen træk. Ingen sol. Stue- eller værkstedstemperatur.
Når træet er mere tørt og når det har slået sig, kan man uden risiko for revner lægge det på et udhusloft med 50°C sommeren over, uden der kommer revner.
Jeg har tørret +100 skåle på den måde uden nogen revnede.
Nogle drejere foretrækker at smøre lim eller Anchorseal på endetræet, men det gør jeg sjældent.

Skålen fra billederne er nr, 3 fra højre på nederste hylde.

Vedhæftet fil:
24 Op på hylden.jpg


Venlig hilsen Jens


Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.


Senest rettet af Jens Reinholdt 08 maj 2018, 07:25, rettet i alt 1 gang.

Top
 Profil  
 
Indlæg: 21 sep 2012, 07:14 
Offline
håbløs træ krammer
Brugeravatar

Tilmeldt: 20 jun 2010, 19:17
Indlæg: 4719
Geografisk sted: Gislev
>Gevaldig stort bifald!<

Hamrende godt initiativ!

VH,
Lars

_________________
Undgå at handle med skysmotor.co.uk, de sender døde grise i stedet for de varer man bestiller, tæver gamle damer og spammer forum.


Top
 Profil  
 
Indlæg: 21 sep 2012, 08:23 
Offline
håbløs træ krammer
Brugeravatar

Tilmeldt: 20 apr 2008, 17:56
Indlæg: 4582
Geografisk sted: Ørslev, Vordingborg
Det er en rigtig flot - og fin instruktion som jeg tror mange vil få glæde af.

Super - ikke 5 men 7 stjerner/store grin :D :D :D :D :D :D :D

_________________
Bjørn Andersen

Modus operandi: Træ- og alt det hyggelige omkring træ
https://www.facebook.com/profile.php?id=100003985820262


Top
 Profil  
 
Indlæg: 21 sep 2012, 08:36 
Offline
håbløs træ krammer
Brugeravatar

Tilmeldt: 02 feb 2009, 11:04
Indlæg: 1595
Geografisk sted: Hvidovre
Hej Jens

Godt konstruktivt arbejde.

Mvh

Torben

_________________
Den der altid overvejer det næste skridt lever livet på et ben.

Associeret til AW1416VS kredsen

Aktiv anarkistisk sort får i Stuarts Disciple

Pindesnitteraktivist

PHD i lediggang


Top
 Profil  
 
Indlæg: 21 sep 2012, 09:47 
Offline
håbløs træ krammer
Brugeravatar

Tilmeldt: 23 aug 2008, 22:24
Indlæg: 1385
Geografisk sted: Roskilde
Super Jens, så rykker forum, alle burde læse det, håber du følge op en gang med mere, Tak

_________________
Dont burn it, turn it.
www.Joepearson.dk


Top
 Profil  
 
Indlæg: 21 sep 2012, 10:09 
Offline
håbløs træ krammer
Brugeravatar

Tilmeldt: 25 maj 2008, 11:02
Indlæg: 938
Geografisk sted: Frederikshavn
Selv når man har drejet i mange år, er der noget at hente her. SUPER. Tak for det.

_________________
Mvh
Kaj S.


Top
 Profil  
 
Indlæg: 21 sep 2012, 13:00 
Offline
håbløs træ krammer
Brugeravatar

Tilmeldt: 22 mar 2008, 15:42
Indlæg: 2049
Geografisk sted: Odense
Det er nok et af de bedst undervisende indlæg der nogensinde er blevet vist her på Forum!
Man får helt lyst til at smide hvad man har i hænderne, og skynde sig ud til drejebænken.

_________________
Venlig hilsen Bjørn

'Ingen kan alt, men alle kan noget'


Top
 Profil  
 
Indlæg: 21 sep 2012, 16:02 
Offline
håbløs træ krammer
Brugeravatar

Tilmeldt: 03 apr 2008, 23:55
Indlæg: 510
Geografisk sted: Ude på landet på Fyn i nærheden af Ørbæk
Bjørn B sendte en PB; jeg har rettet lidt ved #5 for at gøre det mere tydeligt. Tak til Bjørn.

Generelt kan man med et u jern med fingernailslibning udføre

pushcut, skæreteknik, hvor vinklen mellem fas og træ er 0° og æggen på spidsen skærer gennem træet

pullcut, skæreteknik, hvor vinklen mellem fas og træ er 0° og æggen på siden af jernet trækkes, dermed skærer, gennem træet

peeling cut, skrælleteknik, hvor vinklen mellem fas og træ er større end 0°, men mindre end 90°

skrabe, hvor vinklen mellem fas og træ er større end 90°. Hvis æggen holdes vandret, skraber man; hvis æggen holdes i en større eller mindre vinkel i forhold til landet, f.eks. 45°, shearscraber man.

Venlig hilsen Jens


Top
 Profil  
 
Indlæg: 21 sep 2012, 19:18 
Offline
Bjerg af spåner
Brugeravatar

Tilmeldt: 04 dec 2008, 19:06
Indlæg: 276
Geografisk sted: Kirke Såby
Kære Jens

Super godt initiativ og rigtig godt indlæg. Der er rigtig meget, som jeg vil tage med mig over i værkstedet næste gang. (har meget apropos lige fået lagt et asketræ ned) ;)
En rigtig god opfølgning på denne artikel, ville være at se den skæve, tørrede skål (gerne en anden skål, som tv-kok...øøhhh trædrejeren har forberedt) blive drejet færdig. Hvordan man angriber den skæve skål og får gjort den fast osv.
Et lille ønske kunne måske også være et par billeder som viser jernets anlæg imod træet, så dine fine forklaringer med vinkler osv. står helt klart for en novice som mig :D

venlig hilsen Mogens

_________________
Med venlig hilsen

Mogens Hartmann

Nu står der også Axminster AWVSWL 1200 på min drejebænk :-)


Top
 Profil  
 
Indlæg: 21 sep 2012, 19:36 
Offline
håbløs træ krammer
Brugeravatar

Tilmeldt: 16 jun 2010, 13:22
Indlæg: 2456
Geografisk sted: Ballerup
Bukker mig i støvet og håber på tv-køkken opfølgningen.

_________________
Man skal lære af andres fejl, livet er for kort til at lave dem alle selv

Stratus FU180 svinger mit træ rundt

aktiv bruger af narko gasser!


Top
 Profil  
 
Indlæg: 21 sep 2012, 21:58 
Offline
Bjerg af spåner
Brugeravatar

Tilmeldt: 24 aug 2011, 07:56
Indlæg: 308
Geografisk sted: Albertslund
Denne tråd er nu gemt i mine favoritter i min browser.

Sindsyg god læsning for en TOTAL nybegynder som undertegnede.

_________________
Med venlig hilsen
Lars Linde


Træmand wannabe


Top
 Profil  
 
Indlæg: 22 sep 2012, 19:19 
Offline
håbløs træ krammer
Brugeravatar

Tilmeldt: 26 jul 2011, 22:20
Indlæg: 511
Geografisk sted: Århus
Det er virkelig godt Jens,det kan man lære meget af. Tak. :D :D :D Hans.


Top
 Profil  
 
Indlæg: 23 sep 2012, 18:29 
Offline
håbløs træ krammer
Brugeravatar

Tilmeldt: 03 apr 2008, 23:55
Indlæg: 510
Geografisk sted: Ude på landet på Fyn i nærheden af Ørbæk
Tak for de pæne ord.

Alle veje fører til Rom, sagde man i gamle dage, og der er andre måder at gøre tingene på.
Denne fremgangsmåde lader materialet bestemme, hvordan det endelige resultat bliver. Gør man altid sådan, ender man med at lave næsten ens skåle. Det er da OK, men der er masser af andre muligheder.
Det ville være dejligt, hvis nogen af de mere erfarne ville komme med et par tips.

Jeg så godt Mogens' TV-køkkenopfordring; men jeg kunne sagtens navngive dygtige 10 drejere her på forum, som kunne lave en vejledning. Open source, måske, så flere i fællesskab kunne bidrage.

Venlig hilsen Jens


Top
 Profil  
 
Indlæg: 23 sep 2012, 20:06 
Offline
håbløs træ krammer
Brugeravatar

Tilmeldt: 23 aug 2008, 22:24
Indlæg: 1385
Geografisk sted: Roskilde
Må jeg komme med et lille indput ved punkt 9.
9. Ret tappen og marker centrum
Tappen fra før skal nu gøres færdig.
Brug pushcut.
Lav tappens diameter 5 - 8 mm større end det mindste, som spændepatonen kan tage.
det er OK med en lille skål, er den 25 cm og støre vil jeg andbefale at tappens diameter er større, jeg har en del skål som er blevet op til 1,5 - 2 cm oval under tørring så er 5 - 8 mm for lidt når det skal rettes til igen efter tørring. :D

_________________
Dont burn it, turn it.
www.Joepearson.dk


Top
 Profil  
 
Indlæg: 23 sep 2012, 21:57 
Offline
håbløs træ krammer
Brugeravatar

Tilmeldt: 03 apr 2008, 23:55
Indlæg: 510
Geografisk sted: Ude på landet på Fyn i nærheden af Ørbæk
Enig.
Venlig hilsen Jens


Top
 Profil  
 
Indlæg: 23 sep 2012, 22:12 
Offline
håbløs træ krammer
Brugeravatar

Tilmeldt: 20 apr 2008, 17:56
Indlæg: 4582
Geografisk sted: Ørslev, Vordingborg
jeg laver altid tappen til sidst. På det tidspunkt er yderformen "ridset" rimeligt op, og specielt omkring bunden kan man så afsætte "plads" til lidt form og facon.

Jeg bruger en spidsslebet skraber til at lave tappen med. For det første skærer den rent af og muliggør at jeg så kan lave en solid "komprimering" med patronens bakker i det våde træ. Denne komprimering betyder at selv om tappen bliver noget oval under udtørringen, så er skålens "balance" sædvanligvis ok når man vil dreje den færdig senere, og derved undgå at tage mere af ydersiden end højst nødvendigt - og omvendt, så er der bedre "plads" til at dreje indvendigt.

Det koniske snit på tappen betyder også at det er nemmere at danne en god spændeflade som passer til patronens vinkel.

_________________
Bjørn Andersen

Modus operandi: Træ- og alt det hyggelige omkring træ
https://www.facebook.com/profile.php?id=100003985820262


Top
 Profil  
 
Indlæg: 28 sep 2012, 17:25 
Offline
håbløs træ krammer
Brugeravatar

Tilmeldt: 03 apr 2008, 23:55
Indlæg: 510
Geografisk sted: Ude på landet på Fyn i nærheden af Ørbæk
Jeg har rettet ved punkt 9 efter Joes anbefaling: Lav ikke tappen for lille.
Og ved punkt 1: Hastigheden på bænken skal være så lav som muligt.

Tak til Joe og I andre for kommentarer.
Kommer der flere kommentarer, retter jeg gerne til.

Venlig hilsen Jens


Top
 Profil  
 
Indlæg: 28 sep 2012, 20:11 
Offline
håbløs træ krammer
Brugeravatar

Tilmeldt: 20 apr 2008, 17:56
Indlæg: 4582
Geografisk sted: Ørslev, Vordingborg
hej jens,

Et fantastisk stykke arbejde du her har lavet.

Et forslag: Bjarne og Finn Guldbæk diskuterer jo netop "stjerneplaceringen" og brugen af div pinoler og "mega grip" (eller hvad de nu kaldes). (jeg kalder dem for dobbelt pinoler). Det er jo en teknik som ligger i lige linie med din fine arbejdsbeskrivelse allerede. :) - og er en naturlig del af det at lave/dreje/designe en skål.

_________________
Bjørn Andersen

Modus operandi: Træ- og alt det hyggelige omkring træ
https://www.facebook.com/profile.php?id=100003985820262


Top
 Profil  
 
Vis indlæg fra foregående:  Sorter efter  
Skriv nyt emne Svar på emne  [ 20 indlæg ] 

Alle tider er UTC + 1 time [DST ]


Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 1 gæst


Du kan ikke skrive nye emner
Du kan ikke besvare emner
Du kan ikke redigere dine indlæg
Du kan ikke slette dine indlæg
Du kan ikke vedhæfte filer

Søg efter:
Hop til:  
POWERED_BY
Danish translation by Olympus DK Team