Hej herinde og velkommen til mig.
Som antydet ovenfor er jeg ny herinde, og fandt faktisk vej herind ved et tilfælde, men det viser bare at google er min ven endnu engang.
Jeg er for ganske nylig begyndt at interessere mig for træ/træsorter. Det er en længere historie hvorfor, men det korte af det lange er, at min familie og jeg får et nyt familiemedlem i midten af november, i form af en papegøje. Nu er det sådan, med de kræ, at de har bedre af at bide i naturligt træ, frem for alt det forskellige plastik, man kan købe i diverse dyrehandler. Og her starter min rejse så, for der er naturligvis træ de ikke kan tåle, og træ de kan tåle.
Derfor har jeg besluttet mig for selv at "producere" dens legetøj, da jeg så er sikker på at perlerne ikke er lavet af f.eks. kirsebærtræ, som er meget brugt, men også ekstremt giftigt for dem.
Jeg har aldrig drejet noget som helst før, og begyndte faktisk først at undersøge hvordan man selv laver perler igår aftes. Jeg har dog lavet andet legetøj ved bare at save træ (bøg og fyr) i stykker, slibe det, og farve det med frugtfarver, men jeg kunne rigtig godt tænke mig at gå skridtet videre, og lære at dreje, så jeg også kan lave perler og andre geometriske former som gøjen kan få lov til at splitte til atomer, uden jeg skal være bange for giftstoffer og lign.
Her er det så at I kommer ind i billedet. Kan I anbefale en drejebænk til drejning af mindre enheder (min. diameter 5 cm).
Det gør ikke noget, at det er en billig model, da jeg jo også først skal lære det, men den må heller ikke være så billig at man ikke kan lære noget på den (hvis I forstår.) Jeg bor i lejlighed, så pladsen spiller naturligvis også ind her.
Jeg tager også gerne imod råd omkring værktøjerne til produktionen.
Jeg håber at I har tid og mod på at hjælpe en fuldstændig blank nybegynder, som dog er kreativ og elsker udfordringer.
/Helle
Edit: Vil lige nævne at jeg har ledt forummet igennem efter info, og det var begrænset med brugbare resultater der dukkede op med henblik på mindre emner.