BjørnA
Tak for de oplysninger.
Min afdøde far, som var snedker, docerede altid, at der skulle lim på begge flader, selvom man kunne mene det var tilstrækkeligt at komme rigeligt lim på den ene flade og derefter lade pressetrykket fordele limen på den anden flade. Jeg har efterfølgende altid påført lim på begge limflader uanset anbefalingen på limflasken . . . måske i lidt for rigelige mængder
Teknikken med at forlime med en tynd limblanding kaldte han "limdrinkning" og vi brugte den engang hvor to porøse overflader skulle limes sammen.
Det sværeste med den hvide lim, synes jeg, er at den har kort åbentid. Dvs, emnerne skal føjes sammen inden der er gået ca 5 minutter efter det første emne har fået påført lim. Jeg kan simpelthen ikke huske om pressetrykket skal etableres med det samme, eller om de to flader bare ikke må ligge åbne i længere tid. Ved du det?
Fine Woodworking havde i 2007 en interessant artikel, hvor man afprøvede styrken af en række forskellige samlingstyper med forskellige limtyper. Konklusionen understøtter dit udsagn om at valget af lim er mindre afgørende for samlingens styrke. Det var dog en overraskelse at PU-lim viste sig at være forholdsvis svag. Faktisk en del svagere end gammeldags varm snedkerlim. Noget af svagheden kan måske have noget med at gøre at PU-lim kræver en meget tæt limfuge og at den kan være vanskellig at opnå ved nogen typer samlinger.
Lige så overraskende var det at samlingerne med epoxylim ikke var væsentlig stærkere end samlingerne med PVA-lim.
For mig betyder det, at valget af lim afhænger mere af andre egenskaber ved limfugen end lige den endelige styrke. Det kan være varmebestandighed, fugtbetandighed, åbentid, eller om fugen kan åbnes igen uden skade på de enkelte dele osv.
Violinbyggere sværger således til gammeldags varm snedkerlim af to årsager. For det første kan fugen åbnes igen uden skade på enkeltdele. Og for det andet er det en stiv limfuge, som ikke kryber.