www.woodturning.dk
http://www.woodturning.dk/forum/

Overfladefinish
http://www.woodturning.dk/forum/viewtopic.php?f=9&t=7708
Side 1 af 1

Forfatter:  Munken46 [ 07 jun 2017, 16:24 ]
Titel:  Overfladefinish

Hej.
Jeg er ikke så garvet i trædrejning, derfor søger jeg en anbefaling af overfladefinish.
Jeg ønsker så glat / blank og holdbar overflade som muligt.
Efter slibning har jeg brugt Mylands Wax med slibemiddel og kørt det varmt på i drejebænken. Den er nu opbrugt og skal ud og købe nyt.
Derefter har jeg kørt Chestnut Friktionspolish på varmt.
Jeg er såmænd udmærket tilfreds med resultatet, men vil gerne høre om det er det optimale og om det er den rigtige rækkefølge?
Jeg drejer mest i birk, svampet birk, guldregn og ædle sorter af udenlandstræ, palisanderlignende.
Mvh
Erik Munk

Forfatter:  DenKedelige [ 07 jun 2017, 17:49 ]
Titel:  Re: Overfladefinish

Hej.
Joh, rækkefølgen er rigtig nok på de to produkter selv om de så er af hvert sig fabrikat.
Voksen med slibemiddel først, her behøver du nu ikke at køre på til det bliver gloende varmt. Den efterfølgende Friction Polish indeholder shellak, som lettest bliver en ensartet overflade med godt med friktion/varme - som navnet antyder.
Jeg har bedst erfaring med at arbejde i samme retning hele tiden i stedet for frem og tilbage, det er i hvert fald den metode, der har givet mig den jævneste overflade.

Generelt egner behandlingen sig bedst til ret hårde og tætte træsorter uden for store porer. Jeg har opnået seriøst rædselsfulde, stribede resultater ved at køre slibevoksen ned i porerne på noget Palisander. Jeg har ikke prøvet på svampet træ af samme grund.

Nu spørger du ikke om smag, men for mig passer den meget blanke overflade bedst til mørke træsorter. Lyst træ får meget let et udseende, der minder mig om plastik.

Som du sikkert har erfaret, så er polérvoks og friction polish IKKE erstatning for godt drejearbejde og omhyggelig slibning. Trykmærker fra drejejern og sliberidser bliver tværtimod utrolig synlige med en blank overfalde ovenpå.

God arbejdslyst.
VH, Lars
PS: Skriv gerne i din profil hvor i landet, du holder til. Det fremmer interessen for dine indlæg og forøger chancen for svar.

Forfatter:  Munken46 [ 08 jun 2017, 12:01 ]
Titel:  Re: Overfladefinish

Tak for dit svar Lars.
Kan du anbefale en overfladebehandling til lyst træ?
Jeg kan godt se dit argument, for jeg har drejet i mit gamle juletræ, som er næsten hvidt med mange flotte knaster, men det ligner elfenben/plast.
Jeg er helt opmærksom på at drejning og slibning skal være optimal inden overfladebehandling.
Har du et alternativ til Mayland Wax med slibemiddel. Jeg skal ud og købe ny portion eller skal jeg bare fortsætte med Mayland?
Jeg har forsøgt men ikke fået lov til at rette min profil til at jeg kommer fra Skanderborg, kan du give et link til rettelsesadgang?
Jeg har tidligere brugt Mayland Friktionspolish. Er Chestnut friktionspolish ikke et sammenlignende produkt?
Mvh.
Erik Munk
Skanderborg

Forfatter:  DenKedelige [ 08 jun 2017, 12:44 ]
Titel:  Re: Overfladefinish

Hej.

Et alternativ til friction polish vil betyde en mindre blank overflade med mindre du går over til lak.

En mulighed kunne være Danish Oil, der er en blanding af olie, opløsningsmiddel og lak.
Resultatet afhænger af antal påføringer og kan variere fra silkemat til halvblank.
Det bedste produkt i handelen er for mig Chestnut Finishing Oil, der farver meget lidt og lader lyst træ beholde mest muligt at farven.

Rigtig mange her på forum er gået over til at bruge valnøddeolie (alm. fra dagligvarebutikker), men så er vi ovre i det matte.

Prøv at bruge søgefunktionen oppe i højre hjørne og søg på Danish Oil og på Valnøddeolie, der har været skrevet rigtig meget om det emne.
Et rigtig godt sted at starte er denne tråd, hvor et skrapt forummedlem ligefrem giver opskrifter til hjemmebryg:

viewtopic.php?f=9&t=6919&p=62675&hilit=Shine+juice#p62675

Der omtales "Shine Juice" som er en hjemmebrygget udgave at friction polish.
Du finder ikke nogen opskrift på polérvoksen, og bor du i Skanderborg, så hent en bøtte hos Allan i Sminge.

Sted-indstillingen finder du i øverste, højre hjørne. Klik på Brugerkontrolpanel og hop så over i menuen i venstre side under Profilindstillinger og klik på Profil.

VH, Lars

Side 1 af 1 Alle tider er UTC + 1 time [DST ]
Powered by phpBB® Forum Software © phpBB Group
https://www.phpbb.com/