DenKedelige skrev:
Hvis det er kondensatoren, den er gal med, burde man så ikke kunne hjælpe den i gang med håndkraft? Erling m.fl. , ret mig, hvis jeg vrøvler.
Jeg kender til to typer en-fasede motorer (der findes sikkert flere).
Den ene har det jeg kalder en startvikling, som kobles ud når motoren kommer op i omdrejninger, den anden har to sæt viklinger som er i brug hele tiden.
Hvis motoren roterer med 14-1500 omdr, så er det sikkert den sidste type, og den kan man ikke sådan lige løbe i gang med håndkraft.
MartinRP: Det er en udmærket maskine at starte med, hvis bare du koncentrerer dig om at lære at dreje ting, den er egnet til. Man skal bruge en mejsel eller et drejerør på præcis samme måde på din maskine, som man skal på alle andre maskiner, og den teknik kan du sagtens lære at beherske, og du kan ende med at lave nogle flotte ting.
Det vigtige er, at du ikke kaster dig ud i at anskaffe en hel masse udstyr til selve drejebænken, for der risikerer du let at ende med at spilde pengene.
Tag nu firkloen, som alle diskuterer gang på gang her i forum. Den er en bekvemmelighed, men du kan sagtens dreje en skål med en planskive som det eneste.
1. Skru planskiven fast på en klods, og dreje ydersiden af skålen med en tap med helt lige sider.
2. Lav ydersiden helt færdig med overfladebehandling ned til tappen. Husk at markere centrum af tappen med en synlig prik.
3. Skru en træklods på planskiven, og drej en klods med et hul, der passer stramt til tappen.
4. Bank skålen fast i hullet, og drej indersiden.
5. Lav indersiden og kanten helt færdig med overfladebehandling.
6. Tag (slå) skålen ud af hullet, og drej klodsens kant af, så den passer inde i skålens bund.
7. Sæt skålen på klodsen, og sæt pinolen ind i prikken fra punkt 2.
8. Drej tappen af, så den bliver til en pæn bund, og giv den en finish.
9. Slut af med at skære den lille tap af, som du har efterladt omkring pinolen, og slib bunden pæn.
Mens du laver skåle efter den fremgangsmåde, kan du spare op til en bedre bænk og alt muligt udstyr som gør livet lettere. Holder interessen ikke, så har du sparet en masse penge, holder den ved, så har du alle muligheder for at blive en god trædrejer.