DenKedelige skrev:
Fadøl ad libitum hjælper.
Da jeg flyttede til Skellingsted i 1980 drejede jeg teak-sokler til pokaler, som var trykket op af aluminium. Pokalerne blev poleret på det gamle mejeri i byen, hvor metaltrykkeren for nogle år siden også flyttede ned.
Vi faldt i snak om gamle dage; hvad blev der egentlig af hans maskiner; jeg har dem, de to bruger jeg, den tredje står i et baglokale og keder sig, du kan få den for 2.000 kr, skal du have en øl med osv. Søndag startede jeg så gaffeltrucken og trillede maskinen hjem gennem byen.
Jeg er ikke klar over, hvor høj MorganKane's bænk er, men min lille fyr har en spindelhøjde på 30 cm, hvilket jo giver adgang til at dreje nogle herligt store skåle, rokkehjul og hvad man nu ellers kan finde på.
Jeg har to problemer tilbage. Det ene er, at få slæbt den ned ad kældertrappen (der er fire trin ned, og vejen derom er for blød til trucken). Jeg mangler at pille motoren af, men har skilt resten så spindel, pinol og vanger kan komme ned hver for sig, men jeg må nu nok have noget hjælp med vangerne - de vejer godt til.
Det andet er, at min metalbænk ikke kan skære gevind med færre end 8 TPI, så jeg kan ikke selv lave udstyr. Finn Guldbaek's konstatering af gevindstørrelsen og henvisning til OneWay ledte mig på sporet af
http://www.toolpost.co.uk/pages/Chucks___Accessories/VersaChuck/versachuck.html, som ser ud til at være en god, allround løsning. Den kan med lidt held også bruge de kæber jeg har til min Barracuda, og jeg kan lave forskellige værktøjer, som så blot kan spændes op i patronen.
Alt i alt en god byfest, som kan holde mig beskæftiget i mange timer. Selv gåturen hjem tog tre gange så lang tid, som turen derhen.