Nå, - drenge pas nu på, I ikke får et jern på!!
Først HSS-stål er ikke hårdmetal. HSS-stål står for high speed steel, altså hurtigstål. Det bruges især til bor og andre værktøjer, som bliver varme under brugen.
HSS-stål er ikke hårdere end hærdet kulstofstål, men beholder hårdheden ved meget højere temperatur, så derved kan værktøjet arbejde ved større hastighed, deraf navnet high speed steel. HSS-stål er typisk en legering af 1 % kulstof, 1 % vanadium, 4 % krom, 18 % wolfram, og så resten jern. Og skal det så arbejde ved endnu højere temperatur, så kan der tilsættes yderligere 5-10 % kobolt og 1-5 % molybdæn. Når man bruger HSS-stål til at bearbejde træ med, så er det fordi det har en meget højere sejhed end kulstofstål, hvorved æggen ikke så nemt knækker af og dermed holder længere.
Hårdmetal er noget anderledes, det består typisk af 90 % wolframkarbid, som bliver knust til et ensartet pulver, og her er det kornstørrelsen som angiver hårdheden. Dette pulver bliver så sintret sammen med et bindemiddel, her 10 % kobolt. Hårdmetal kan kendes fra stål ved at det mørkegråt og har ikke metalglans, og så er det næsten dobbelt så tungt som stål. Hårdmetal betegnes ofte som WC, da det består mest af wolframkarbid. Hårdmetal er meget hårdere, end selv det hårdeste værktøjsstål, og er også meget stivere.
Til gengæld vil jeg ikke sige noget om de omtalte drejejern, da jeg ikke har prøvet dem.
|