Ja Rasmus
Dit arbejde er jo svært at kritisere, for du er slet ikke så ringe til det, som de ville have sagt ovre på fastlandet, hvor du kommer fra.
Jeg har faktisk været inde og kikke adskillige gange inden jeg nu skriver dette. Ser man hver enkelt kværn for sig selv er den jo være rigtig god. Men, det er måske ved at kikke på samlingen af kværne at man (jeg i dette tilfælde) kan kommentere lidt. Alle kværne er lavet over samme grundide, men du har tydeligvis ikke gjort dig umage med at lave dem fuldstændig ens. Derfor kan man nu studere hvordan en lille ændring af en kurve betyder meget for udtrykket i den færdige ting.
Især lagde jeg mærke til hvor stor betydning jeg synes hvælvingen (kurven) over "skulderen" har. Den mest vellykkede er nummer 5 fra højre. Skulderen er hvælvet, men ikke for meget. Det giver et lidt mere harmonisk og elegant indtryk.
Nummer 5 har også den mest vellykkede "talje". Det ser ud som om den ligger omtrent halvvejs mellem skulder og fod. Forløbet af "den lange kjole" fra skulderen og ned til foden er også det mest harmoniske. Det er en helt jævn kurve. Nogen af de andre har et mere ujævnt forløb som f.eks nummer 2 fra venstre. Dette sidste synes jeg er mindre vellykket.
Selve foden er mest vellykket på nummer 4 fra venstre. Der er et fuldstændigt flydende forløb mellem den nederste del af kjolen og foden. Dvs den nederste del af kjolen er af samme eller lidt mindre diameter end foden. Altså fortsætter man kjolens linje vil den strejfe fodens runding.
Den øverste del "hovedet" er vellykket på dem allesammen uanset om de har "halstørklæde" på eller ej. Skal jeg eventuelt udnævne et som det bedste bliver det hovedet længst til venstre. Her er halstørklædet mest harmonisk (tilpas lille) i forhold til hovedet.
Så hver for sig er de alle vindere. Set sammen har de hver især detaljer som især er vellykkede, men ingen af dem besidder alle de gode detaljer.