Lidt ironisk sagt, bør det stå på en højpolleret - og olieret trædrejeting at køber/modtager må sørge for at "friske overfladen op ca. hver måned" - ellers vil glansen blive "plettet"

Du glemmer at differentiere mellem brugsting og ting, der "bare" skal stå på en hylde og pynte.
Hvis du har problemer med at sidstnævnte skal "friskes op hver måned", er det vist på tide at skifte olietype.

Med det udgangspunkt er diskussionen svær, idet det så kun kommer til at dreje sig om smag og behag.
Den er som bekendt forskellig.
Jeg er ikke i tvivl om, at hvis du kigger på min hjemmeside, vil du tænke: "Vorherre bevar's, det ligner jo plastik!"
Og på samme måde vil jeg, ved et besøg på din hjemmeside, tænke: " Hans ting er ligeså uldne som min nabos får!"
For nu at sætte det meget groft op.

Der er givetvis kunder til begge dele, men jeg har erfaring for at en overflade, pudset til under korn 400 sælger dårligt i Københavnske kunsthåndværksbutikker.

Det er ikke sådan, at jeg bruger samme overfladebehandling til alt, men de ting, der kan ende som pyntegenstande (aka. støvsamlere) får hærdende olie 2 gange med slibning imellem. Da jeg har kørt meget serieproduktion, betyder en ventetid på et par uger før det er hærdet 1ste gang, slebet og hærdet anden gang ikke så meget.
Det er mere et problem for dem, som laver 1 skål af gangen, og ikke kan vente på at se frugten af alle anstrengelserne.

Tak for de pæne ord.

Jeg er jo amatør og behøver derfor ikke at tænke på, om tingen kan sælges; men jeg laver gerne ting, som kan (skal) bruges, ofte med en bestemt modtager i tankerne. Jeg giver tit drejeting som værtindegave, og så afpasser jeg omfanget efter omstændighederne. En snurretop til børnefødselsdag og en stor ting til moster, når hun inviterer på en uges besøg. Hvis min salig svigermor havde levet endnu, havde hun fået en kagerulle.

Peter: de ting jeg har givet vand/tørre/slibe-turen tåler aftørring med en fugtig klud med opvaskevand uden at træet rejser sig. Man skal selvfølgelig ikke gå for hårdt til den med sandpapiret i processen, for så kommer man jo ind til frisk træ, som kan rejse sig. Og så er man lige vidt.

Om hvor rå eller polerede tingene skal være, synes jeg at køkkenting godt kan være i orden uden at være pudset og poleret helt hysterisk. Til mange brugsting kunne man for min skyld helt lade være med at bruge sandpapir.
Jeg kan godt forstå, at man af afsætningshensyn må forholde sig til publikums ønsker, men jeg tør vædde på, at en skål med en klodset form ikke kan sælges, om den så var poleret til korn 1000.

Jeg kendte en træskærer, Otto Petersen (1902 - 1995) som levede af at lave høje, slanke pigefigurer af brugt egetømmer fra bindingsværk. I hans tidlige år lavede han figurenes overflader glatte som silke og højglanspolerede. Jeg besøgte ham en gang, da han var oppe i 80'erne, i hans værksted i Overgade i Odense. Han næsten ikke kunne se mere p.g.a.grøn stær, så han lavede figurene grove i overfladen; men pigerne var desto smukkere, for formen var ikke maskeret af en flot overflade. Han gav dem brun skosværte som finish. Tø-hø.

Hvis jeg skal være lidt firkantet, synes jeg at finish er til det overfladiske, mens form er udtryk for overvejelser.

Venlig hilsen Jens

Hallo Peter, kan du finde et eneste sted,hvor jeg har gjort mig til talsmand for foodsafe overfladebehandling?
Det tvivler jeg meget på.
Det eneste jeg sagde, var at jeg ikke bryder mig om olier, der ikke hærder op.Ideen om en skål, der står og søpper olie ud på underlaget tiltaler mig ikke. Det var i den forbindelse at jeg foreslog valnøddeolie, fordi debatten efter min mening var blevet så politisk korrekt, at jeg frygtede for følgerne, hvis jeg gjorde mig til talsmand for noget så kunstigt som Danish oil.
Hvis jeg skal sige min uforgribelige mening, er der stort set INGEN olier, hvor de behandlede skåle ikke er sikre at æde fra, NÅR FØRST DE ER HÆRDET OP!!!
Okay, brænd mig så bare på bålet.